Den Historiske Park

Velkommen til den historiske park i Vejle

Vejlefjords historie starter i 1895, da den unge læge Christian Saugman beslutter at åbne Danmarks første behandlingssted for brystsyge. Forud for dette blev Christian Saugman, kort efter at han havde taget sin medicinske embedseksamen i 1889, angrebet af tuberkulose og søgte derfor behandling hos Brehmer i Görbersdorf, da man ingen tuberkulosebehandlingssteder havde i Danmark.

Efterfølgende arbejdede Saugman et par år som assistent hos Brehmer, og efter hjemkomsten gjorde han det til sin livsopgave at oprette et tilsvarende sanatorium i Danmark. Sanatoriet skulle være velindrettet. Beliggenheden skulle være afsides, fjernt fra byer, jernbaner og befærdede veje, så luften var ren og god. Efter at have søgt rundt om i landet, fandt Saugman det helt rigtige sted på nordsiden af Vejlefjord. I skoven lige ved kysten fandtes en åben dal, der var fuldstændig lukket til alle sider og omgivet af bøgeskov. “Naturen her var smilende og af enestående skønhed”.

Da Saugman havde fundet det rigtige sted, måtte han have nogle forretningsfolk med på ideen, og den indflydelsesrige fabriksejer G.A. Hagemann stillede sig beredvilligt i spidsen for det forretningsmæssige. Det lykkedes Saugman at få den almindelige danske lægeforening interesseret i sagen, og gennembruddet blev det foredrag, som Saugman holdt på lægeforeningens møde i august 1895. Her fremlagde han et ganske detaljeret forslag om at etablere et tuberkulosesanatorium med plads til 65 patienter, der skulle ligge ved Fakkegrav på nordsiden af Vejle Fjord. De danske læger blev ved mødets afslutning opfordret til at tegne andele på 100 kroner i et aktieselskab, der fik navnet Sanatorie for Brystsyge. I bestyrelsen fik Saugman naturligvis sæde, sammen med fx grosserer Emil Vett, der kom til at spille en vigtig rolle i Julemærkekomiteen.

Kurvejene

Igennem Vejlefjords mere end 125-årige historie som lungesanatorium, nervesanatorium og rehabiliteringscenter har der altid været tradition for at benytte den smukke natur i genoptrænings-forløbet. Kunne man klare en gåtur op ad den snørklede og kuperede ”Sneglebakke” eller en vandretur langs fjorden ud til Træskohave Fyr – ja, så var man ved at være klar til at komme hjem.

I årene hvor Vejlefjord fungerede som Nervesanatorium, var området lukket. Der var ingen adgang for uvedkommende i modsætning til i dag, hvor Vejlefjords område er åbent for offentligheden.

Den dag i dag er det stadig en god pejling på, at man er ved at genvinde de fornødne kræfter og mobilitet til at komme hjem til de vante omgivelser.

Allerede i åbningsåret målte dette net af kurveje en samlet længde af 12 kilometer, senere udvidet til 20 km. I dag eksisterer stadig ca. 20 km af de oprindelige kurveje, og de spiller stadig en vigtig rolle i rehabiliteringen.

Kurvejene er opkaldt efter personer som har haft betydning for Vejlefjord eller lægeindustrien. Enkelte af de oprindelige seværdigheder erstattet med nye under parkrenoveringen i 2011-12, men placeringen er den oprindelige, fx ”Kys-mig-straks-huset” og ”Bedstemors Bro”.

Den historiske rute

I de seneste år har der været stigende fokus på uderehabilitering, og tanken om at finde teknologi der kan understøtte uderehabilitering har ledt til at bruge QR-teknologi (Quick Response) på patienternes egne smartphones i naturen. QR-kodeløb er et digitaltorienteringsløb der  understøtter den tværfaglige rehabilitering og patienterne kommer ud i naturen, de har det sjovt sammen og får styrket de kognitive og fysiske funktioner. I parken på Vejlefjord er der 3 spor med opgaver indenfor kommunikation, opgaveløsning – hvad man kan kalde et moderne tvist på de gamle kurveje. Alle historiske steder i parken er markeret med en QR-kode, der giver adgang til spændende information om Vejlefjords historie.