
Den 8. november 1942 styrtede et allieret Wellington-fly ned i Vejle Fjord ud for Træskohage Fyr. Flyet var blevet beskudt af tyske jagerfly på vej hjem fra et minelægningstogt.
Fra land hørte man råb om hjælp ude fra fjorden. Fyrpasseren, Niels Smed, og Hilmar Andreasen, søn af nattevægteren på Vejlefjord Sanatorium, satte straks en jolle i vandet og roede ud efter lyden. Efter nogen tids søgen fandt de to sårede besætningsmedlemmer og bragte dem i land.
De to blev behandlet på sanatoriet af overlæge Graversen, men blev få dage senere arresteret af tyskerne og sendt til en krigsfangelejr.
En tredje mand blev fundet druknet, mens to aldrig er blevet fundet.