
Her ved Kys-mig-straks-hytten står du ved én af de tre oprindelige hytter på kurvejene ved Vejlefjord. Hytten ligger på en af de mere krævende ruter og havde tidligere en fri udsigt over fjorden — en udsigt, som i dag er skjult bag skovens trætoppe.
Ifølge fortællingen var hytten et populært sted for hemmelige stævnemøder blandt tuberkulosepatienterne på sanatoriet. Det var her, at kærligheden fik frit spil, og derfor fik hytten sit særprægede navn.
Den nuværende hytte er genopført i 2012 i egetræ med håndskårne detaljer. Kigger du godt efter, kan du se, at egelamellerne i bagvæggen er skåret som en kyssemund — en lille hilsen til hyttens romantiske historie.