
Her ved Sneglebakken går du på én af de kurveje, som lægen Christian Saugman anlagde, da han grundlagde Vejlefjord som tuberkulosesanatorium i år 1900. Inspireret af tysk bjergterapi skulle patienterne gå i det bakkede terræn for at styrke lunger og kondition.
Det blev sagt, at kunne man nå toppen af Sneglebakken uden pause, var man rask nok til at blive udskrevet.
Skulle kræfterne slippe op undervejs, kan du — som patienterne dengang — tage et hvil på en af tænkebænkene langs ruten. På toppen står en lille skulptur, der ligesom flere andre skulpturer i parken, er skabt af tidligere patienter.
I dag snor mere end 20 kilometer kurveje sig gennem skoven og giver besøgende mulighed for at opleve landskabet og fjorden i det kuperede terræn.